Charlotte Igel
Damaris Hansen
Henriette Clausager Marquardsen


  • Charlotte Igel
  • Damaris Hansen
  • Henriette Clausager Marquardsen

Klik på et billede for at gå til psykologens egen webside:



Damaris Hansen



Specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri
Specialist og supervisor i børnepsykologi



Jeg er født i 1972 i Østrig og uddannet psykolog i 1998. Autoriseret af Dansk Psykolog forening i 2001 og godkendt Specialist i Børnepsykologi i 2015. Godkendt Supervisor i Børnepsykologi på specialistniveau i 2018. Desuden godkendt Specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri i 2019.

Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening. Jeg er fuldtids privatpraktiserende psykolog siden 2021. Har tidligere været ansat i Røde Kors Asylafdeling og inden da på neuropsykologisk afdeling for børn og unge på Epilepsi Hospitalet Filadelfia. Jeg har 12 års erfaring fra Børne- og Ungepsykiatrien, 5 års erfaring fra Vestsjællands Amts Børne- og Ungerådgivning og har desuden i 5 år arbejdet i PPR regi og på et familieværksted. Dvs. at jeg i over 20 år har arbejdet med børn, unge, voksne og familier. Jeg har bred erfaring med at undersøge og behandle børn og unge med psykiatriske vanskeligheder, herunder ADHD, ADD, autisme, angst, depression, OCD mv. Har grundig kendskab til projektive, kognitive og neuropsykologiske tests og erfaring med såvel individuel som gruppeterapi samt supervision. Jeg har bl.a. arbejdet med social færdighedstræning med børn med ADHD, Cool Kids angstbehandling og psykoedukation i forhold til div. psykiatriske diagnoser. På det behandlingsmæssige område har jeg mine rødder inden for narrativ og systemisk terapi og har en 1-årig uddannelse fra DISPUK. Jeg har beskæftiget mig en del med legeterapi og er uddannet tankefeltterapeut (Callahan techniques) i 2014. Jeg har en 1-årig uddannelse i kognitiv terapi og har igennem de seneste år beskæftiget mig meget med traumebehandling. Jeg er uddannet i EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) i 2021. Der er også mulighed for at få psykologisk behandling og konsultation på tysk. Psychologische Behandlung und Konsultation ist auch auf deutsch möglich.



Henriette Clausager Marquardsen



Specialpsykolog og specialist i psykoterapi med stress, angst, depression, sorg, kriser, traumer og personlighedsforstyrrelser samt supervisor i mentaliseringsbaseret terapi og miljøterapi



Jeg er født i 1977 og uddannet psykolog ved Aalborg universitet i 2005. Jeg er derudover autoriseret og dermed underlagt de etiske retningslinjer udstedet af Psykolognævnet. Ydermere er jeg specialist i psykoterapi med voksne, specialpsykolog i voksenpsykiatri samt godkendt supervisor i Dansk psykologforening. Jeg startede min karriere med at arbejde på en miljøterapeutisk døgninstitution for børn og unge i 5 år. Derefter har jeg arbejdet 2 år i en Distriktspsykiatri og har sidenhen arbejdet 12 år i Psykiatrisk klinik i Roskilde med ikke psykotiske lidelser heraf terapeutisk behandling af angst, depression, traumer og personlighedsforstyrrelser. De seneste år var jeg, som psykologfaglig leder, med til at sætte den faglige retning i klinikken. Undervejs har jeg haft 2 år på et sengeafsnit, hvor jeg, udover patientkontakt, har haft en del pårørendearbejde. Sideløbende med mit arbejde har jeg haft supervisionsopgaver på miljøterapeutiske bosteder og behandlingshjem samt Psykiatriske ambulatorier rund omkring på Sjælland.


Mit kerneområde har i mange år været personlighedsforstyrrelser, og jeg har derfor særlig ekspertise indenfor Mentaliseringsbasseret terapi (MBT) og Metakognitiv interpersonel terapi (MIT). I den forbindelse har jeg fået en del erfaringer, samt haft undervisning og supervision af metodernes grundlæggere: Anthony Bateman, Sigmund Karterud og Giancarlo Dimaggio og er certificeret på det højeste MBT-niveau godkendt af Anna Freud centeret i London. Derudover har jeg i flere år været bestyrelsesmedlem i Institut for Mentalisering. MBT er, kombineret med den underliggende psykodynamiske forståelsesramme, således fundamentet for min undervisning og supervision. Foruden ovenstående har jeg en uddannelse i Metakognitiv terapi ved Pia Callesen. I terapeutisk øjemed vil min psykiatriske erfaring samtidigt betyde, at jeg har et særligt blik for at vurdere, om der kan ligge noget andet til grund for tilbagevendende angst eller depression som gør, at der kan være behov for et mere omfattende behandlingstilbud enten hos mig eller i psykiatrien, eller om terapien med fordel kan understøttes af medicinsk behandling udstedt af egen læge eller psykiater. Privat kommer jeg oprindeligt fra Herning, men har boet mange år på Sjælland. Jeg bor nu i Roskilde sammen med min mand, vores datter og en lille bomuldshund. I min fritid er min store interesse yoga og meditation, da jeg oplever, at det giver mig ro og balance i en travl hverdag. Jeg glæder mig meget til at møde dig, så vi sammen kan skabe eller genfinde balancen i dit liv.



Charlotte Igel



Uddannet i systemisk og narrativ psykoterapi
Overenskomst med Sygesikringen



Jeg er født i 1964, og uddannet psykolog i 2003. Autoriseret i 2006. Jeg er videreuddannet i systemisk og narrativ psykoterapi for psykologer. Jeg har overenskomst med Sygesikringen, og kan derfor tage imod din lægehenvisning. Jeg er akkrediteret af sundhedsvæsenet i 2022, hvilket betyder, at min praksis er goddkendt, i forhold til de mange standarder, der skal være i orden, når man praktiserer som ydernummerpsykolog.


Jeg beskæftiger mig primært med at få klienter til at forandre noget i deres liv. Det kan være nye handlinger eller bare indstillinger. Det handler næsten altid om relationerne i deres liv. Det kan være, at de bliver ved at løbe ind i de samme problemer, og nu er nået dertil, hvor de gerne vil forstå, hvad der sker, og hvorfor, for at prøve at gøre noget ved det. Nogen kommer, fordi de er i eksistentiel krise, og ikke ved, hvilke veje, de kan gå, for at komme ud på den anden side. Andre igen har brug for at få mere akut hjælp, fordi de er blevet sygemeldt eller deres partner har forladt dem. Fælles for dem alle er, at de ønsker at der skal ske noget. Jeg hjælper dem, så de kan se nye og flere muligheder i livet, og så det derfor bliver lettere at forandre det, der ikke er godt. Jeg er ikke så god til at bringe mennesker ind på et bestemt spor, som enten de selv eller deres omgivelser ønsker af dem. Jeg får jævnligt henvendelser fra forældre, der ønsker, at deres barn eller unge skal acceptere at gå i skole eller acceptere en diagnose, det har fået. Der er også mennesker, der ikke mener, at deres vanskeligheder har noget med andre mennesker at gøre. Jeg tror mest på, at problemer opstår i forhold til andre mennesker. Og derfor kan det være lidt sværere for mig, at hjælpe med den slags problemstillinger. Der kan det være, at det er bedre med en anden slags psykolog, der arbejder med individuelle problemer. METODER: Jeg er uddannet i den narrative og den systemiske tradition. Dens metoder udspringer af en slags "uærbødig" måde at se samfundet og dets værdier på. Et menneskesyn, der gerne stiller kritiske spørgsmål ved mange vedtagne normer og værdier. Når du kommer her, vil jeg forsøge at danne mig et overblik sammen med dig, over dine vigtige relationer, f.eks. familie og venner. Vi taler lidt om det, når vi mødes første gang, men ellers tilføjer vi oplysninger om de relationer, efterhånden, som din historie bringer os dertil. Vi tegner måske et såkaldt genogram. Når du kommer til psykolog, vil din historie ofte starte meget problemfyldt. Og det vil vi starte med at tale om. Jeg vil lytte, og ikke mindst spørge. Jeg vil hjælpe dig, med at få beskrevet, hvornår problemerne viser sig, hvordan de påvirker dig, hvornår de ikke er til stede, hvorfor, og hvordan du håndterer det. Det kaldes at eksternalisere problemet, fordi den narrative tænkning opfatter problemet som problemet, og ikke dig eller nogle andre som problemet. Igennem din fortælling vil jeg være nysgerrig efter og spørge til dine erfaringer med et liv, hvor problemerne ikke har været der eller har påvirket dig anderledes. Det er, fordi jeg leder efter det "fraværende, men implicitte" i din fortælling. Så vi vil begynde at se på den del af dit liv, der ikke var så problemfyldt eller hvor problemerne var nogle andre. Vi vil sammen lede efter, og åbne flere historier om dit liv, i håbet om, at der har været tidspunkter i dit liv, du kan se tilbage på, hvor du håndterede dine vanskeligheder anderledes. Ofte vil meget plagede klienter mene, at der ikke var et tidspunkt i deres liv, hvor de havde det bedre, men det er som regel ikke helt rigtigt. Det er bare svært at se lyset, når man har det rigtig svært. Undervejs i historien får du fortalt om din opvækst i familien og om andre relationer, der har været vigtige, for din udvikling af værdier, og for din opfattelse af dig selv og din kunnen. Ved at få belyst alt det, vil du opnå eller huske mere om dig selv. Man kan sammenligne det, vi gør sammen, med åbningen og udforskningen af et landkort. Hvor landkortet er dit liv, og når vi ruller det ud, opstår et meget større land og overblik, og dermed bedre muligheder for at vælge, hvilken vej, du vil gå.


Byens Psykologer, Frederiksborgvej 17A, 4000 Roskilde